Nyheder

25. juni 2021
  /  Nyheder

1. juli åbner Lillebælt bolsjer i en tidligere urmagerbutik sammen med et hjørne til turistinformation fra VisitMiddelfart og en udstilling med genstande fra Brugsforeningen om andelsbevægelsens historie. Det er oplevelsesbutik nummer 3 i rækken. Fornylig åbnede en brætspilscafe og butikken KreaVærk.

Bolsjebutikken, Brugsforeningen og VisitMiddelfart deler huslejen, hvilket var afgørende for at Lillebælt Bolsjers ejere Feroozan og Rafi Shirzad kunne realisere projektet. De har gennem længere tid ledt efter et egnet sted til deres bolsjekogeri,  og Middelfart var højt på ønskelisten.

Vi kunne sagtens have fundet noget billigere i Fredericia. Men Middelfart er en bedre handelsby med et helt andet hyggeligt miljø og langt flere turister, forklarer Rafi Shirzad til Fyens Stiftstidende.

Samarbejdet var også logisk for VisitMiddelfarts direktør, Majbritt Chambers. Turistkontoret har længe ønsket at gøre det nemmere for turisterne at finde relevant information i den ende af gågåden. Derfor får bolsjebutikken en touchskærm med lokale seværdigheder og aktiviteter.

– Nu får turisterne en ekstra indgang til os samtidig med, at vores åbningstider udvides, så søndagen er med. Lørdag er en typisk skiftedag for turister, hvor de ofte bruger søndagen til at slentre gennem byen, siger Majbritt Chambers,

Til venstre for indgangen til butikken er tidligere Kvickly-direktør Ole Juul igang med at indrette en udstilling om andelsbevægelsen lokalt. Gennem sine 40 år i Coop har han samlet på genstande, som nu kommer frem i lyset i anledningen af brugsforeningen har været aktiv i byen i mere end 120 år.

Hjørnet i bolsjebutikken kommer til at hedde Den Gamle Brugs, og den vil løbende vil udbygget hen over sommeren, så alt er klart til brugsens 125 års jubilæum.

Fra handelsgade til oplevelsesgade

Tomme butikslokaler i gågaden var for 2 år siden ikke et særsyn i Middelfart. Da Brobygning Middelfart søsætter kampagnen MatchMaking i gågaden, får 7 ledige butikslejemål beklædt vinduerne med folie med en opfordring til byens folk og entreprenante erhvervsfolk om at tænke med.

Budskaberne på vinduerne blev fulgt op af massiv annoncering og avisomtale i form af et samarbejde med ugeavisen Melfar-Posten og Fyens Stiftstidende med efterlysning af strategomatadorer og brødterapeuter. En humoristisk måde at lægge op til åben idegenerering. 

Ejendomsformidler Jan Hinnerskov glæder sig over, hvordan det er lykkedes Middelfart Brobygning og Middelfart Handel i fællesskab at forvandle gågaden fra primært en handelsgade til nu også at være en dynamisk oplevelsesgade med masser af musik foran Guldkronen, caféer med udeservering og butikker som Kreaværk og nu det nye bolsjekogeri.

– Det er altsammen noget, man ikke bare kan købe på nettet, og som der derfor er en fremtid i som fysisk butik, siger Jan Hinnerskov og nævner store byer som Odense og København, der ikke er lykkedes på samme måde.

I podcasten Strategisk Byledelse kan du høre direktør Lene Lawaetz fortælle om de processer og metoder, som Brobygning Middelfart har brugt.