Nyheder

30. august 2019
  /  Event

I forbindelse med klimafolkemødet arrangerede Brobygning Middelfart 3 events.

De to events var samtaler om cirkulær økonomi og om klimaklæder. Endvidere arrangerede Brobygning Middelfart i samarbejde med gymnasiet et materialeløb med fokus på bæredygtighed i detailhandlen.

Samtalen om cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi handler om at gøre væksten bæredygtig. At bruge vores naturressourcer og designe vores produkter på en måde, så råvarer, der er udvundet, bruges så fornuftigt og så mange gange som muligt. Og ikke ender på en losseplads, men i et nyt produkt. 

En omstilling til en mere cirkulær økonomi rummer ikke kun et stort potentiale for miljøet, men også helt nye muligheder for virksomhederne – muligheder, der kan skabe nye arbejdspladser og give konkurrencemæssige fordele internationalt. Alle pile peger lige nu på fremme af cirkulær økonomi – men hvordan skaber vi sammen de rammebetingelser og incitamenter, der kan sætte yderligere skub i udviklingen? 

Til at starte samtalen om økonomiske grønne løsninger deltog professor og centerleder Henrik Wenzel, SDU, MF Signe Munk, klimaordfører for SF, direktør Kim Svaneborg Pedersen, Pettinaroli og Middelfart Erhvervsråd samt forretningsudvikler Jeanette Kristensen, Erhvervshus Sydjylland.

Samtalen om cirkulær økonomi har medført, at BROBYGNING MIDDELFART kigger på, hvordan vi kan samle et netværk af virksomheder, som er interesseret i CØ og FN´s verdensmål i samarbejde med Erhvervshus Sydjylland og Middelfart Erhvervscenter.

Samtale om klimaklæder

Samtalen om klimaklæder handlede om, hvad forbrugerne kan gøre for at garderoben bliver mere bæredygtig. Og hvad vi sammen kan gøre for, at Middelfart bliver førende inden for salg og genbrug af bæredygtigt tøj.

Til at starte samtalen om klimaklæder op deltog modeforsker Ulla Ræbild, Designskolen Kolding, butiksindehaver Liset Skov, Minikartellet Middelfart, antropolog Stine B. Helles, samfunds- og forretningsudvikler, iværksætter og politiker, Formand for Beskæftigelses- og Arbejdsmarkedsudvalget Mikkel Dragmose-Hansen.