Nyheder

5. november 2019
  /  Nyheder

Vi er i Middelfart og omegnsbyerne heldigt stillede med velfungerende, stærke butikker, som vi skal værne om. Internethandel og forbrugernes stigende efterspørgsel på oplevelser gør imidlertid også nytænkning tvingende nødvendigt. Sikkert ikke for alle – men for rigtigt mange butikker.

Klumme af Lene Lawaetz bragt i Melfar Posten, 5. november 2019https://www.melfarposten.dk/melfarposten/Klumme-Strategomatadorer-cykelbarberer-og-broedterapeuter-hva-er-nu-det/artikel/423406.

Brobygning Middelfart har fokus på butikkernes udfordringer. I denne uge starter vi en målrettet indsats med det formål at inspirere til også at tænke i nye koncepter, der eksempelvis kombinerer oplevelser og shopping. Det kunne være med til at få flere mennesker i gaderne til gavn for alle forretninger. Det er altså en fremtidssikring for alle. Forleden spurgte Melfar-Posten sine læsere, de handlende i Middelfart, hvilke butikker de sukker efter. Jeg fik lov at se med over skulderen på redaktionen, mens hundredvis af borgere gav deres besyv med i løbet af få dage. Det var fantastisk at mærke al den iderigdom og lyst til at engagere sig. Jeg tror, at byen og særligt opbakningen fra borgerne er stor nok til, at nye typer butikker kan få fodfæste.

Nu gælder det om at hjælpe dem, der inspireret af ideerne vil eksperimentere med nye forretningsmodeller og koncepter. Der er mange forbrugere, som ønsker sig en ny legetøjsbutik, selvom både Kvickly, Føtex og MiniKartellet efter lukningen af Fætter BR har sat mere legetøj på hylderne. Måske mangler folk noget, som ikke opfyldes af de store supermarkeder? Mangler vi mon en legekreatør i midtbyen? En butik med en lidt anden tilgang til at sælge legetøj – det er spændende!

Det er altid vanskeligt som forbruger at forestille sig, hvad man måske kunne tænke sig af nye produkter og ydelser – det vidste allerede Henry Ford tilbage i starten af 1900-tallet. Han udtrykte det med sit berømte udsagn: “Havde jeg spurgt folk om hvad de ville have, havde de svaret hurtigere heste!” Sådan tænker vi alle – det er svært at sætte sig udover det velkendte. Men en ting kan man lære af gamle Ford. Det kan være en god øvelse engang imellem at lade fantasien og kreativiteten få frit løb – både til udvikling af det kendte og til opfindelse af noget helt nyt!

Middelfarts handelsliv er hele tiden optaget af at udvikle deres forretninger, og nye typer af “forretninger” har også set dagens lys. Stationens kaffebar, der mixer salg af kaffe med mødelokaler og bogbytte-reol. Eller Yellow Carry, hvor man både kan blive klippet og købe nyt smukt tøj. De mixer og blander for at imødekomme nye behov fra kunderne.

Vores annoncekampagne er et forsøg på med humor og sjove ordspil og sammensætninger at motivere til endnu flere umiddelbart utænkelige forretningsideer – cykelbarber, strategomatador, brødterapeut mv. er billeder på de utænkelige tanker, som måske rummer et fremtidigt forretningspotentiale. Middelfart skal vise alle på Fyn og i Trekantsområdet med lyst til at blande og eksperimentere, at de kan få hjælp her i byen til at realisere ambitionerne. Vi vil samarbejde med dem, der har modet til at afprøve nye forretningsmodeller og tør investere i nye oplevelser for kunderne. Om det så er en tankesportsbutik eller en cykelbarber!

Middelfart er stor nok til at slippe kreativiteten løs – og vi er i Brobygning Middelfart klar til at hjælpe med forretningsudvikling og sparring, både til dig med adresse i kommunen og dig med adresse i andre kommuner. Så spred energien og fortæl de allerdygtigste i dit netværk om Mulighedernes Middelfart.