Kongebroløbet, som Middelfart Firma og Familieidræt afviklede første gang i 1977, skifter i år navn til ”Kongebroløbet – den store stafet” og rykker fra lørdag til torsdag aften.

– Kongebroløbet er et smukt løb, hvor alle kan være med – og det viser Middelfart fra sin bedste side Derfor er vi i år – via arbejdet med Brobygning Middelfart – gået sammen med Middelfart Firma og Familieidræt om at udvikle løbet, så endnu flere får øjnene op for det. Blandt andet de mange virksomheder, der ligger i kommunen, som forhåbentlig har lyst til at tage deres medarbejdere med til en hyggelig aften, siger borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, der også er formand for Brobygning Middelfart.

Det var netop en række virksomhedsledere i kommunen, der var med til at pege på mulighederne i løbet.

– Vi er flere arbejdspladser i området, som bruger forskellige løb som anledning til at samle vores medarbejdere og være sammen på en anden måde, end vi er til hverdag, fortæller Kim Svaneborg Pedersen, der er direktør i virksomheden Pettinaroli og formand for Middelfart Erhvervsråd og fortsætter:
– Men hvorfor køre langt efter det, når vi har så gode rammer i baghaven? Med nyfortolkningen af Kongebroløbet får vi mulighed for at være sammen – og samtidig vise de medarbejdere, der pendler til byen, hvad Middelfart også er.  Jeg håber og tror på, at vi den 29. august får en dejlig sensommeraften på stadion.

Det samme gør formanden for MFFI, Bjarne Vagn Madsen. Han ser revitaliseringen som en mulighed for, at Kongebroløbet består i mange år fremover.

– Det er et traditionsrigt løb, men der skal også fornyelse til. Der er ændret på ruterne og tidspunktet – og tilføjet muligheden for at gå, men essensen af løbet – at være sammen – er som den hele tiden har været, konstaterer Bjarne Vagn Madsen.

Tilmeldingen til løb eller walk er netop åbnet og findes på følgende link: https://www.sportstiming.dk/event/6447

Stafetten løbes på hold med fire deltagere, hvor hver deltager løber fem kilometer. Vil man hellere følges hele vejen, så kan man også tilmelde sig en walk – på enten seks eller ni kilometer.

Hvor langt, man vil gå, bestemmer man på dagen. Sammen med tilmeldingen bestiller man den mad, man ønsker at spise. Man kan vælge mellem tre lokale leverandører – maden er med i tilmeldingsgebyret, og man kan bestille bord i de store telte, som bliver stillet op, så man kan have en fælles base under stafetten og spise sammen. Så det er bare om at hanke op i kollegerne, naboerne, veninderne eller sportsklubben og få sikret sig en billet.

Det er i år de erfarne løbsafviklere fra Lillebælt Halvmarathon, der står for det store stykke arbejde med at udvikle og afvikle Kongebroløbet.

Fakta
Kongebroløbet – den store stafet
Torsdag d. 29. august kl 17.30
Startsted: Middelfart Stadion
Pris: 875kr for fire deltagere inklusiv lækker mad og en vand, øl eller et glas vin og mulighed for bordreservation i et af teltene
Når du tilmelder dig, kan du vælge mellem mad fra Kitzchen, Fjelstedskovkro og Slagteren på Odensevej. Tilmelding via https://www.sportstiming.dk/event/6447

Ruterne:
Løb: Ruten er 5 km. Starter på stadion og går ned gennem Kongebroskoven ind til byen, hvor deltagerne løber gennem kvarteret ved Gammel Havn og videre ad den flotte sti langs med vandet til Kongebrogården. Herfra snor ruten sig rundt gennem skoven og tilbage til Stadion og det sidste stykke gennem kvarteret ved Julievej. En afvekslende og meget smuk rute, der forbinder skov og by med stien langs med Lillebælt.
Walk: Ruten er 6 eller 9 km. Deltagerne skal først beslutte sig ude på ruten, hvor langt de ønsker at gå. Holdene starter sammen og går turen sammen. Ruten går ud i dyrehaven og kommer retur langs vandet tilbage til stadion.