For femte år var Brobygning Middelfart sponsor for Brobyggerprisen, som uddeles til initiativer der er med til at gøre afstande mindre f.eks. mellem generationer, mellem by og opland, mellem virksomheder, mellem foreninger eller aktører i lokalområderne eller bare mellem mennesker.
I år blev Brobyggerprisen givet til en forening som bygger bro mellem fortid og nutid, mellem kultur og håndværk og mellem unge og gamle.
Foreningen Lillebæltværftet blev lørdag den 7. oktober hædret ved Melfarpostens awardshow Byens Bedste 2023 som vinder af Brobyggerprisen 2023. Prisen blev overrakt af Brobygning Middelfarts Bestyrelsesformand, Johannes Lundsfryd.
Vi ønsker Foreningen Lillebæltværftet stort tillykke med den velfortjente pris og de 10.000 kroner der fulgte med.