Nyheder

Butikkerne i Middelfart tog nye kvantespring under coronaen

Lidt billeder med tekst når der kom nye varer i butikken. Det var typisk indholdet på tøjbutikken Esmeraldas facebookside, da Danmark lukkede ned under corona-pandemien, og forretningen måtte ændre rutiner og helt lukke i månedsvis.

Nye forbrugsmønstre gjorde et pænt indhug i omsætningen, så digital kompetenceudvikling var fra begyndelsen et udviklingsområde for butikken.

Pigerne var begyndt at lægge mere op, og vi lavede små videoer. Men det var først, da vi tog fat på at gå live på Facebook, og jeg selv begyndte at deltage, at det for alvor tog fart med seere og omsætning, fortæller indehaver Gitte Hein.

Liveshopping via Facebook kom i stand gennem Middelfart Handel og Brobygning Middelfart, hvor citymanager Anders Baagland handlede resolut, da han så, at andre handelsbyer var i gang med succes.

Fra testudsendelser til velforberedte liveshows

De første livesendinger var simple afprøvninger af konceptet, men den store opmærksomhed fra publikum gav appetit på at videreudvikle. Der blev indkøbt udstyr, og ialt er det hen over vinteren og foråret 2021 blevet til 11 livesendinger fra butikker i byen og et digitalt modeshow i samarbejde med Ugeavisen Melfar-Posten og Middelfart Sparekasse. Omsætningen har været over al forventning med et gennemsnit på 60.000 kr. pr. livesending. Formatet kaldes nu for fremtidens shopping-kanal.

Facebook liveshopping har været banebrydende for os. Det gav rygstødet til, at vi turde gøre mere selv. Det var rigtig godt, at Anders sagde, Kom, nu gør vi det!, fortæller Gitte Hein om de afgørende vinterdage.

Modet til at gå foran kameraet

Forretningsudvikling er ikke fremmed for butiksejer Gitte Hein, der har drevet tøjbutikken Esmeralda i Middelfart i 39 år. Butikken har skiftet adresse nogle gange, og sortimentet gås jævnligt igennem af den erfarne butiksindehaver, der er kendt i byen for at være god til at ramme sit publikums smag.

Alligevel var det afgørende at have citymanager Anders Baagland fra Middelfart Handel som igangsætter og wingman.

Hvis ikke Anders var gået forrest, så havde jeg ikke haft modet til at stille mig frem foran skærmen. Så jeg er meget glad for Anders. Jeg føler mig meget priviligeret som butik, at vi har så stærkt et sammenhold her i byen, siger Gitte Hein.

Citymanager Anders Baaglands stilling er finansieret gennem et samarbejde mellem Brobygning Middelfart og Jysk Fynske Medier, der driver ugeavisen Melfar-Posten og en lokalredaktion af Fyens Stiftstidende.

Læs også...