Nyheder

Nu sætter vi fart på forandringens vindmølle sammen

“Dem der er aktive, de bliver set. Og dem der sætter sig ned og venter på, at det går galt, de risikerer at få ret”. Sådan sagde guldsmed Bent Winther her fra Middelfart på tv forleden aften om situationen lige nu for handelslivet i vores område, hvor corona har fjernet store dele af omsætningen. Jeg er helt enig. Når forandringens vinde blæser, må vi hver især gøre op, om vi vil bygge vindmøller eller læhegn?

For en måned siden kikkede vi ind i en fremtid, hvor midtbyens handelsliv ad åre stille ville visne hen. Nu frygter vi alle, at dronebillederne af normalt travle – men nu tomme – færdselsårer og udendørs arealer skal bide sig fast som en del af dagligdagen i mange måneder frem. Behovet for at arbejde med udviklingen af byens handelsliv og områdets attraktivitet er blevet skærpet, og vi har endnu mindre tid at lykkes på.

Derfor er guldsmed Bent Winthers ord så meget mere presserende nu. Dem, der har ambitioner om at få malet mel, de bygger vindmøllerne nu. Som i lige nu. Det ved butiksindehaverne udemærket, og de ved, at der lige nu foregår et nådesløst udskillelsesløb. Jeg ser hver dag butiksejere i hele vores område, som netop nu mobiliserer en fornyet råstyrke. Nogle er bedre finansielt polstrede end andre, men alle med ambitioner om en fremtidssikret forretning, må og skal finde ekstra energi og kræfter.

Men ingen kan alting selv. Vi er alle indbyrdes forbundne.

For os i Brobygning Middelfarts corona-task force var det derfor også yderst positivt at modtage spørgsmålet fra Bunker Holding A/S i Middelfart. Hvordan kan vi hjælpe? Andre fulgte trop fra både de mindre byer og fra Middelfart. Den slags giver fornyet energi og tro på, at der igen venter os dronebilleder af fyldte skove og strande, ude-servering ved tætpakkede borde og liv i gaderne.

Sammen med virksomhederne har vi iværksat en genåbningsplan i tre faser, der skal føre os dertil. Vi har bygget os en forandringens vindmølle, og nu skal vi alle hjælpe til med at få fuld fart på.

Vinge 1

Den ene vinge fokuserer på at afbøde konsekvenserne af nedlukningen her og nu. Vi har påbegyndt opbygningen af en fælles webshop for områdets butikker, og vi har sat gang i en kampagne, der skal skabe en veritabel kærlighedsstorm over os alle under overskriften I❤️Middelfart.

Med økonomisk støtte fra sponsor-virksomhederne har vi købt gavekort over alt i kommunen for mere end 115.000 kr., og disse opkøb vil fortsætte i en runde 2 senere. Alle gavekort bliver udloddet i konkurrencer på vores facebookside. Søg blot på Brobygning Middelfart.

Vinge 2

Vinge 2 skal kickstarte genåbningen af vores handelsliv, så byen og området summer af liv lige så snart, det er muligt. Her skal vi alle bidrage med ideer til events, der kan tiltrække turister og borgere. Under overskriften Fælles om. Middelfart fordobler Middelfart Sparekasse alle kontante bidrag op til 100.000 kr. på deres crowdfunding-platform. Kvickly Middelfart laver også events for samme beløb.

Vinge 3

Vinge 3 handler om det lange seje træk i nødvendig forretningsudvikling, som skal styrke områdets attraktivitet. Corona-krisen skaber særligt store udfordringer for turisme og detailhandel, og derfor skal vi have en øget opmærksomhed netop her. Fra at være en branche i vækst blev turismen pludselig til en branche, der fra den ene dag til den anden nærmest kollapsede.

Mit bud er, at samarbejde bliver helt afgørende for at opretholde og udvikle Middelfarts attraktivitet til glæde for turister, kunder og borgere. Der skal samarbejdes mellem kommune, foreninger og det lokale erhvervsliv, og vi skal stå sammen om at styrke og transformere såvel detailhandlen og turismen.

Læs også...