Nyheder

Ny formand for Brobygning Middelfart

Brobygning Middelfart er sat i verden for at bygge broer, der gør vejen kortere for projekter og samarbejder, der styrker Middelfarts attraktivitet. Foreningen hjælper virksomheder og organisationer med at få den gode ide til at lykkes ved at sætte de rigtige mennesker sammen. En indsats, der har bevist sit værd og accelereret byens positive udvikling siden 2019.

Brobygning Middelfart blev etableret af byrådet i 2019 på opfordring fra erhvervslivet i Middelfart for at styrke attraktiviteten og samarbejdet på tværs af erhvervsforeningerne. Efter de første års resultater ønsker bestyrelsen at sætte samarbejdet op i næste gear.

På Brobygning Middelfarts bestyrelsesmøde den 5. december gav afgående formand, borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, stafetten videre til Tue Christiansen, som bliver ny bestyrelsesformand. Tue er en stærk erhvervsprofil, der både driver tømrervirksomheden Kolster A/S og er formand for Middelfart Erhvervsråd. Ny næstformand er formand for Middelfart Handelsstandsforening og ejer af Knit Sisters’ Studio, Marie-Louise Veber Paustian.

’Vi kan ikke lige se, hvad der ikke kan lade sig gøre’

Tue Christiansen er glad for sin nye post, og linjen er klar fra det nye formandskab: ”Vi skal skabe endnu flere tiltag og endnu mere samarbejde, så Middelfart hele tiden bliver mere og mere attraktiv for borgere og virksomheder. Det er vigtigt for mig at understrege, at Visit Middelfart, Middelfart Handel og Middelfart Erhvervscenter fortsætter med at stå op for medlemmerne, give dem den bedste service og sikre, at der bliver taget hånd om de udfordringer, medlemmerne har. Brobygning Middelfart giver en hånd med, når nye indsatser skal skydes i gang, og det kræver ekstra udviklingskræfter.”

Der har allerede været flere eksempler på denne måde at samarbejde på, som har skabt gode resultater. Det gør sig blandt andet gældende med craftfestival, lærlinge- og elevnetværk, Business Breakfast samt Middelfart Juleby.

”Vi står stærkere, når vi arbejder sammen og jeg vil gerne bane vejen for, at vi får endnu mere ud af de muskler, som Brobygning Middelfart og de andre foreninger har. Jeg vil derfor også gerne opfordre til, at erhvervslivet kommer til mig med gode ideer til, hvad vi kan gøre bedre. Vi er tændte og klar på at arbejde for fællesskabet i Middelfart, og vi kan ikke lige se, hvad der ikke kan lade sig gøre.”

Læs også...