Nyheder

Skoler og virksomheder i Middelfart i unikt samarbejde for flere faglærte

Selvom der er gode karrieremuligheder ved at tage en erhvervsuddannelse, så går for få unge den vej. Et nyt samarbejde mellem Middelfarts skoler og lokale virksomheder vil bryde tendensen ved at gå nye veje. Tietgenfonden støtter med 1 mio. kr.

Manglen på erhvervsuddannet arbejdskraft vil stige de kommende år, fordi der kommer færre elever ud fra skolerne, end der går på pension i den anden ende af arbejdslivet. Det er dårligt nyt for virksomhederne, der får sværere ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft og dermed bliver presset på deres konkurrenceevne.

For nylig viste tal fra Undervisningsministeriet, at kun 20% af de 66.000 elever, der forlader folkeskolens 9. eller 10. klasse til sommer, vælger en erhvervsuddannelse. Målet er 30% af hver årgang i 2030.

– Der findes et hav af spændende produktions- og håndværksfag og attraktive arbejdspladser for unge med erhvervsuddannelse. Med craftfestivalen viser Middelfart vejen for, hvordan det kan synliggøres for børn og unge.Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Tietgenfonden. 

Craftfestival forbinder unge med lokale jobs

Tietgenfonden er gået sammen med Brobygning Middelfart og Middelfart Kommune i projektet The future is handmade for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne. Første trin i projektet er dette nye, unikke samarbejde mellem Middelfarts folkeskoler og lokale industri- og håndværksvirksomheder for at sætte fokus på konkrete jobmuligheder i de lokale virksomheder.

Hovedaktiviteten i samarbejdet bliver en stor craftfestival på Lillebælt-Værftet på Gl. Havn i Middelfart, hvor virksomheder og elever kan komme tæt på hinanden. Craftfestivalen afvikles sammen med Klimafolkemødet, hvor det forventes, at 10.000 mennesker vil besøge Middelfart. I alt ventes op mod 1300 folkeskoleelever fra kommunens 6. – 10. klasse at besøge festivalen.

– Med craftfestivalen ønsker vi at skabe en platform for uformelle møder mellem de unge og virksomhederne. De unge kan prøve, smage og deltage i forskellige aktiviteter, mens virksomhederne kan fortælle om jobmulighederne.Lene Lawaetz, direktør i Brobygning Middelfart.

Torsdag og fredag viser virksomhederne deres håndværk frem for eleverne, og lørdag kan forældre og borgere besøge boderne på værftet. Craftfestivalen erstatter Mini Uddannelsesmessen, men vil fortsat være skabt i samarbejde med EUC Lillebælt, SOSU-Skolen, IBC og Middelfart Kommune.

Middelfart har med sine mange håndværksbutikker og industrivirksomheder gode forudsætninger for at vise de unge deres overraskende mange muligheder ved en erhvervsuddannelse. ca 420 elever fra 9. og 10. klasse på Middelfarts folkeskoler står hvert år over for at vælge deres videre uddannelsesvej.

Slagter vil aflive fordomme

En af de deltagende lokale virksomheder er slagtermester Leo Engelberg, der driver butikken Slagteren på Odensevej i Middelfart.

– Vi er med, fordi det er vigtigt at få aflivet nogle fordomme om det at være slagter. Vi ved fx. at mange unge forbinder det med en masse blod, siger slagtermester Leo Engelberg.

Det er stadig muligt for virksomheder at deltage i projektet og få del i Craftfestivalen. Læs mere på projektets egen side.

Læs også...

Fælles teamdag med fokus på 2025

I går var alle medarbejdere fra de fire erhvervsforeninger – Visit Middelfart, Middelfart Handel, Brobygning Middelfart og Middelfart Erhverv, samlet til en inspirerende teamdag som

Læs mere