Nyheder

Unge peger på fremtidens boliger i Middelfart

I torsdags dannede KABEL29 rammen om en workshop, hvor unge fra Middelfart satte ord på deres ønsker og drømme for fremtidens boliger og bykvarterer.

Middelfart Kommune er i gang med at undersøge, hvordan vi bedst planlægger og udvikler de boliger og bymiljøer, som unge reelt har lyst til at bo i. Skal vi lykkes med at skabe en by, der fastholder og tiltrækker unge, kræver det, at deres perspektiver bliver tænkt ind fra starten.

Workshoppen gav en række tydelige pejlemærker:

  • Tiny living – gerne opført i genbrugsmaterialer og med et klart bæredygtigt afsæt
  • Boliger tæt på TRÅDEN, hvor fællesskaber og byliv allerede spirer
  • Flere økonomisk tilgængelige alternativer for unge
  • Mindre ensartet og poleret nybyggeri – og flere ældre huse med sjæl, der kan danne ramme om kollektiver

For nogle år siden igangsatte Middelfart X en undersøgelse af, hvad der skal til for at udvikle en endnu mere attraktiv by – med input fra blandt andre unge, børnefamilier, tilflyttere og pendlere. Ét budskab fra de unge stod særligt klart: Byen skal være et inspirerende sted at være ung. Et sted med levende miljøer, stærke fællesskaber og muligheder for at skabe minder – så man får lyst til at vende tilbage og slå sig ned.

Trivsel hænger tæt sammen med adgang til mødesteder og aktive byrum. Her spiller KABEL29 allerede en central rolle som samlingspunkt for unge i Middelfart. Workshoppen har nu givet værdifulde input til, hvordan nye og mere eksperimenterende boligformer kan blive næste skridt i arbejdet med at styrke byens attraktivitet.

Tak til alle de unge, der bidrog med idéer og engagement – og til KABEL29 for at skabe rammen. Sammen udvikler vi fremtidens Middelfart.

Læs også...

KABEL29 tager form

Det er nu knap fem måneder siden, at KABEL29 og hele TRÅDEN havde officiel åbning – og det har været en spændende lærings- og udviklingsrejse.

Læs mere