Middelfart har stort potentiale, men byen er ikke så synlig, som den fortjener at være. Det mener Middelfart X, en gruppe lokale erhvervsledere, der tager sagen i egen hånd og arbejder på at udbrede kendskabet til byens skjulte skatte og begivenheder.
”Det handler i bund og grund ikke om mig, men om at fremhæve alt det gode, der allerede sker i Middelfart – og så bidrage til at gøre det endnu bedre,” sådan lyder ambitionen hos Klaus Vestergaard, CFO hos Uhrenholt og en del af Middelfart X – et netværk af lokale erhvervsledere.
Hver især har de hos Middelfart X deres forskellige perspektiver og ekspertiseområder, der skaber en dynamisk og innovativ tilgang til udviklingen af byen, men de er fælles om at ønske at udbrede de gode fortællinger om Middelfart.
”Byen har så meget at byde på, og betagende natur, der bare venter på at blive opdaget. Vi har et mål om at bringe alle de gode ting, der allerede er i gang, videre og skabe synlighed. Et af vores tiltag er ansættelsen af en eventkoordinator, som skal være med til at skabe synlighed om alt det, der sker. Det skal glæde nuværende beboere og tiltrække nye, og også turister.”
Middelfart X vil skabe en stærkere midtby og sikre dens position som et tillokkende og engagerende samlingspunkt, der skal sikre, at folk i alle aldre kan finde glæde og tilfredsstillelse i byen. – ”Vi lægger stor vægt på at skabe trivsel via en aktiv by med gode udbud både kulturelt og handelsmæssigt. Byens beboere er langt mere end blot en arbejdskraft, og det er vigtigt, de har, hvad de har brug for.”
De handlekraftige erhvervsledere læner sig op ad fakta og analyser, når de spidser blyanten og identificerer, hvilke initiativer der er vigtigst for byen. Gruppen er besluttet på at udvikle havneområderne, og samtidig vil de fremme aktiviteter for alle typer af beboere og besøgende – unge, børnefamilier, det modne publikum og alle andre i mellem.
Middelfart X har spurgt byens beboere om deres drømme for livet i Middelfart. Er du nysgerrig på svarene? Se de 20 konkrete perspektiver her: https://brobygningmiddelfart.dk/wp-content/uploads/2023/05/MiddelfartX-Brobygningsbilleder.pdf.